Gertrud Petersen, mormor extraordinaire


I dag ville min mormor være blevet 85, så jeg synes, det er passende at dedikere dagens indlæg til hende. Jeg elskede min mormor overalt på jorden: som barn fordi hun var hyggelig og havde slik og ugeblade, men som voksen endnu mere, og af knap så materialistiske årsager. Ingen kunne få mig til at grine som min mormor; hun kunne fjollet mange underlige ordsprog (”Svup sagde det i skovbunden, og så var de forlovede”), løste kryds og tværser som en virtuos, hun var kynisk på en enormt charmerende måde, og så var hun lidt smådøv, hvilket førte til mange vidunderlige misforståelser.

Jeg er meget taknemmelig for, at jeg som voksen fik lov til både at bo sammen med min mormor og senere bo så tæt på, at jeg kunne besøge hende jævnligt. Man tænker ofte kun på bedsteforældre i forbindelse med børn, og det, synes jeg, er en skam. For det er først som voksen, at man virkelig forstår at værdsætte alle deres kvaliteter.

Det bliver underligt, at hun ikke er tilstede ved vores bryllup – men jeg har da love at håbe, at jeg bliver bare halvt så smuk som hun var som brud!