lørdag, december 27, 2003

Vi hviler ørerne


Så blev det lørdag. Tredje juledag, om man vil. Vi har været hjemme til jul i familiens skød fra mandag morgen til fredag aften, og nu trænger både ører og mundtøj til at slappe af.

Jeg burde være i gang med at skrive igen, men i dag holder jeg ferie og leger med alle mine julegaver. Vi er begge to blevet overdynget med dejlige presenter i spil-, bog-, tøj-, musik-, smykke- og værktøjsafdelingen.

Solen skinner efter et hurtigt regnskyl, kaffen brygger og de lokale, juleforsømte gråspurve nærmer sig mistroisk de to kugler palmin med 36 procent nødder, jeg lige har hængt ud.

Vi tager til Odense og fejrer nytår, men inden da har vi to års jubilæum, eller hvad man nu kalder det, den 30. december. Jeg kigger på biografannoncer og lokale restauranter, mens der pippes anerkendende ude i busken.

søndag, december 14, 2003

Easy like Sunday morning
Ud af sengen klokken halv ni for at fodre dyrene. Brygge kaffe. Tænde stearinlys og cigaretter. Aaah.

Fredag var der julefrokost i kontorfællesskabet. Jeg gabte allerede klokken 19 og måtte liste hjem omkring klokken 01. Det var ellers hyggeligt nok. Da Anne-Cathrine er i København hele weekenden kunne jeg brede mig på sengen, og det gjorde jeg så til klokken 10 lørdag formiddag, hvor jeg stod op, drak kaffe og gik i seng igen. Vågnede sidst på eftermiddagen og spillede lidt Close Combat for at træne til den udfordring, jeg har fået af Tommy og Bo. Ingen problemer med at falde i søvn igen senere på aftenen. Hvor bliver juleferien af?

I dag søndag har jeg travlt. Alt det, jeg ikke nåede i går, skal presses ind i skemaet. Jeg skal ud og finde julegaver, have graveret navne i vores vielsesringe, reparere tastaturet (det kan ikke stave), rydde op, gøre rent, lammetæve Tommy og Bo et sted i Normandiet, teste computerspillene Need for Speed Underground og Contract J.A.C.K. til anmeldelse mandag, lufte ud, tage opvasken og sætte ild til adventskransen.

Men jeg starter nok lige med en lur.

mandag, december 08, 2003

Kød og konfektuide kreationer
Lørdag aften var jeg til julefrokost med bøvserne. Menuen stod på sild med karrysalat på friskbagt rugbrød, leverpostej med champignon og bacon, flæskesteg med rødkål, stegt medister med julekål, kogt medister og kogt flæsk med grønlangkål, sylte med sennep, risalamande til dessert og fiskefileter til natmad. Nå ja, og så snapsebingo. Kraft og energi = fløde før fars!

Søndag handlede Anne-Cathrine sukkersøde ingredienser, bagte rugbrød, specier og kniplingskager, lavede brændte mandler, havregrynskugler og konfekt og plejede sin kæreste med en stadig strøm af panodiler og kaffe.

torsdag, december 04, 2003

Vores lejlighed i hundehøjde


Sådan ser de 36 kvadratmeter altså ud, set med gravhundeøjne: