torsdag, marts 25, 2004

Mandehørm i garage 22


Endnu en gang er dagene fløjet af sted som visne blade over en pløjemark. Jeg har lejet en garage og venter nu spændt på at få nøglerne udleveret, så jeg kan indrette mit værksted.

Før virkelighedens begrænsninger sætter ind, går jeg og fantaserer om alle de ting, der skal være plads til. Udover en håndfuld flyttekasser skal der være arbejdsbord og værktøjsvæg, skuffedarier, høvlbænk, radiator og en kalender med pinup-piger sponsoreret af en tændrørsfabrikant. Der skal være en stor, solid skruestik, søjleboremaskine, svejseapparat, bænksliber, vinkelsliber og brandslukker. Søm, skruer og alverdens limprodukter. Listen er lige så lang, som den er usandsynlig, men det er altid rart at drømme.

Jeg har så mange små hobbyprojekter i hovedet, at jeg eksploderer, hvis jeg ikke snart får udført nogle af dem. Der er knive som skal formes, kasser der skal samles, møbler der skal bygges osv. Sådan går det, når man arbejder foran en computer dag ud og dag ind, uden at bruge hænderne :-)

Det seneste påfund går ud på at bygge en slags gokart sammen med min ven Bo. Den kommer garanteret ikke til at ligne en gokart, men mere en krydsning mellem en barnevogn og plæneklipper. Vi synes begge to, at det kunne være sjovt at lære lidt mere om mekanikkens verden, så derfor kaster vi os ud i projektet, så snart vi får fingrene i en skrottet motor af en art. For at banke lidt mening ind i galskaben, håber vi på at få andre amatører med på ideen, så vi om et års tid kan dyste mod hinanden i et lille ræs.

Anne-Cathrine frygter at jeg kommer til at bruge al min fritid på værkstedet, og det kan der måske godt være noget om. Men lad os nu se – jeg skal vel hjem og vaske mine hænder ind i mellem :-)

onsdag, marts 17, 2004

Gensyn med Rice


Jeg er ved at læse ”Blod og Guld” af Anne Rice. Bogen var en julegave fra 2002, så nu tænkte jeg, at det var på høje tid at få den læst. Nogle gange har man lyst til en bestemt type bøger, og andre gange ikke. Nu var jeg i humør til vampyrer.

Bogen er en rigtig guffert. Efter flere trættende og langstrakte litterære oplevelser på stribe i den senere tid, er det en sand fornøjelse at kunne læse et par hundrede sider om dagen, når tiden vel at mærke tillader det. Sidst jeg læste Anne Rice er 10 år siden, hvor det første par bøger i vampyrkrøniken blev ædt med hud og hår i skyggen under et stort fyrretræ et sted i Canada. Rice har en meget fængende måde at fortælle på, som åbenbart tiltaler mig med års mellemrum. Denne gang læser jeg mageligt placeret i vores sofa...

søndag, marts 14, 2004

Ramblings
Det er søndag aften, og alt ånder fred. Kristian har holdt en velfortjent weekend med bøger og temalørdag, og jeg har brugt de sidste par dage på at overspringshandle. Overspringshandling er en overset kunstart, der fortjener mere fokus. Det er en sand balancegang at lave noget uden at lave noget samtidig med, at man ikke bliver ramt af akut dårlig samvittighed. Det er svært, og der burde eksistere en pris. Jeg vil gerne have en pris...så har min weekend da ikke været helt spildt. Som I nok kan regne ud, har jeg ikke helt perfektioneret min overspringsstil!

Nok om det (men hvis I hører om en pris...), ellers er der ikke rigtig noget nyt herfra. Vi har efterhånden fået svar fra de fleste i forbindelse med brylluppet, og vi er tydeligvis meget populære - eller også er det fordi, jeg har fortalt vidt og bredt om den utroligt lækre mad, vi skal ha' :)

Stadig ikke noget nyt fra udlejeren, men vi er håbefulde som to små pengegriske pindsvin!

søndag, marts 07, 2004

Travle dage
Ja, vi har travlt. Anne-Cathrine klør på med sit speciale og jeg sprøjter artikler ud på kontoret. Vi savner at holde weekend, men sådan en kommer der jo nok på et tidspunkt.

Vores husleje bliver sat ned. Det er et lyspunkt, der er til at tage og føle på. Vi ved ikke præcist hvor meget, for udlejeren har fire uger til at brokke sig over Huslejenævnets afgørelse, der siger, at vi lige nu betaler dobbelt så meget, som vi burde.