Århundredets bryllup


Tænk en gang. I lørdags blev vi gift! Er det ikke vildt?

Nu er det torsdag aften og vi er så småt begyndt at vågne op til dåd. Energien er ved at vende tilbage og vi har fået festlighederne lidt på afstand.

Det var et dejligt bryllup og vi havde en storartet dag. Tusind tak til alle for gaverne! Hvor er I søde! Vi ærgrer os godt nok lidt over, at vi ikke fik snakket så meget med vores gæster, som vi gerne ville. Men sådan er det jo med store fester.

Vi lægger snart et par tusinde fotos op her på ramsalt, og så kommer både fadbamser og danseben frem i lyset ... glæd jer! Og til dem af jer, der har flere billeder liggende – hit med dem!

PS: Vi har fundet en grøn kasket vædet i øl. Ejermanden kan henvende sig i receptionen eller ringe til de nygifte :-)

Et sidste hedensk eventyr


Ja, jeg blev så vækket omkring klokken otte lørdag morgen og revet ud af fjerene. Et mystisk telefonopkald gjorde det klart, at der havde været indbrud i min garage. Torben kører mig derud og det ser ganske rigtigt ud til, at der har været banditter på spil.

Ud af garagen vælter imidlertid 11 morgengrimme mænd med kaffe og Gammel Dansk. Surprise!

Vi var først ude og sejle med træskibet Alvilde i Århus Bugt. Det var sjovt og der var både Fisherman’s Friends, Skipper Mix og Super Piratos i lommerne. Jeg styrede skibet lidt rundt og gav den som Kaptajn Knas. Vinden tog til og det samme gjorde regnbygerne. Godt våde gik vi i land og satte kurs mod Jernalderhuset på Moesgård.

Tilbage i jernalderen kærnede vi smør, stegte svin i et jordhul og lavede gryderet af ting vi fandt i grøftekanten. Vi skød med bue og pil, kastede med kæppe, flækkede med økser, slikkede på frøer og lod os indhylle i bålrøg og mandehørm resten af dagen. Det var stort.

En dejlig dag, drenge, Tak for det. Min sidste hedenske oplevelse inden den hellige ægtestand.

Alpe d’Huez


Nu er vi godt i gang med sidste etape inden brylluppet. Der er ved at være styr på alle de vigtige ting, selv om Anne-Cathrine dagligt bekymrer sig om stadig flere detaljer, der skal på plads. I øjeblikket er det mit job at sige ”Det skal nok gå. Vi skal nok huske det hele” med jævne mellemrum. En udmærket arbejdsfordeling.

Vi glæder os naturligvis til vielsen og festen, og så kan det ikke undgås, at de små banaliteter i hverdagen kommer til at virke lidt – ja, banale. Jeg har for eksempel været flere måneder om at få taget portrætfotos til mit nye pas. Det er et lille, overskueligt ærinde, der kun tager fem minutter hos en fotograf, men måske har det noget at gøre med de 600 kroner i gebyr, jeg samtidig skal smide på politiets paskontor. Hvem ved?