fredag, september 24, 2004

Velkommen til helvede


Vi er meget glade for vores LG ”ultra slim line” DVD afspiller. Den spiller film og gør det, den skal. Når man tænder for den, kommer der en lille ”HELLO” hilsen i displayet … eller rettere, det gjorde der i starten. Nu har maskinen antaget en lidt grovere attitude, og byder os slet og ret velkommen med ”HELL”.

Er der nogen, der har et godt råd? Har vi bare spillet for dårlige og gudsbespottende film på det seneste, eller er der en poltergeist på spil?

tirsdag, september 21, 2004

Pelle 4 uger


Søndag var Mette, Anne-Cathrine og jeg i Sønderborg for at se til lille Pelle og hans forældre. Av altså, hvor er sådan nogle små ting søde!

Pelle blev født lige lovlig tidligt og har endnu ikke helt lært at spise selv. Det håber vi, at han snart får styr på, så den nybagte familie kan vende hjem fra hospitalet :-)

lørdag, september 04, 2004

Ud i den østjyske natur


I løbet af den forgangne Århus Festuge har jeg holdt mig langt væk fra gøgl og fadøl inde i byen. Et par gange har jeg tvært imod været ude i naturen med min nye fiskestang. Der var selvfølgelig ingen fisk, men hvem havde også troet det? Jeg ønsker mig et par gode neoprenwaders.

Anne-Cathrine har været til foredrag i domkirken, på udstillinger og alskens kulturelle arrangementer. Det er ikke frokostjazz og platugler det hele.

I dag har jeg været ude med Bo og testkøre en Mini Cooper. Vi var rundt på Djursland og spise is, lave håndbremsevendinger og fartstriber på motorvejen. Uha, det er en dejlig lille bil.

Frankfurt snakker vi slet ikke om…