tirsdag, december 28, 2004

Hjem igen med dobbelt sul


Sikke dog en glade dejlige jul. Nu er vi hjemme i Århus, efter en uges rundtur i det danske julelandskab. I år holdt vi juleaften i Gudme, hvor Anne-Cathrines mor diskede op med lækkerier. Huset var godt fyldt med konfekt, legetøj, kravlenisser, flyverdragter og tykke brændeknuder i pejsen. Der blev spillet og hygget og fodret ænder og spist og spist og spist.


2. juledag tog vi videre til Gauerslund. Her ventede endnu en overdådig julefrokost med sylte og snaps, mere konfekt og de sødeste små hundehvalpe. Flere terninger blev rullet og legetøjet leget med. Både Anne-Cathrine og jeg er blevet dynget til med gaver, som vi slet ikke har haft tid til at kigge ordentligt på indtil videre.

Nu er der lige et speciale, der skal lægges sidste hånd på, før vi begynder at tænke på nytår.

onsdag, december 22, 2004

Julemænd og tandfeer


Klokken er halv otte onsdag morgen, og jeg har ikke fået lukket et øje hele natten, på grund af en sær pine i kraniet, der formentlig skyldes nogle fjendtligsindede visdomstænder. Ah, det gør nas! Kuren er guldøl og panodiler, men det er trods alt lidt for tidligt.

I dag skal vi handle de sidste ting inden jul. Vi hopper på et sydgående tog i eftermiddag, og så starter ferien. Eller hvad man nu skal kalde den. Jul i hvert fald. Der er stadig lige noget arbejde, som skal ordnes den kommende uges tid. Anyway, vi glæder os til at se familien og slappe lidt af.

Jeg faldt over en hjemmeside, da jeg forleden søgte efter en opskrift på banan-Nutellabrød med ristede hasselnøddekerner. Den vil jeg gerne dele med andre, selv om den ikke lader til at blive opdateret mere. Hjemmesiden bærer det finurlige navn I was just really very hungry

For nu er ... baba daba da bam bam ... julen ... trutte rutte rut rut ruuuut ... koooommmmen!

Fra alle os til alle jer: Rigtig glædelig jul!

søndag, december 19, 2004

Julekort, flæsk og gipsplader


Jeg er i dette øjeblik ved at lægge sidste hånd på 45 boligartikler. Hvis du vil vide noget om for eksempel kloakrør, ejerskifteforsikring, teglsten, gipsplader eller samtalekøkkener, så giv mig bare et ring. Du kan også få lidt inspiration til, hvordan du bedst indretter en carport. Jeg ved det hele nu. Artiklerne skulle skrives og afleveres her i december, men hvis man tæller alle de foregående med, må jeg have skrevet mindst 4-500 boligrelaterede artikler gennem årene :-)

Fredag var jeg til julefrokost i firmaet, og lørdag var Anne-Cathrine til julefrokost med whist-pigerne, mens jeg var til den årlige julefrokost/snapsebingo-kogt-flæsk-og-kål extravaganza med bøvserne. Nu er vi tilbage på pinden igen og skriver alkoholen ud af kroppen. Julen nærmer sig mållinien som en overdopet Ben Johnson, og mens vi knokler på computerne, vokser både nullermænd og opvask sig større og større.

Min forretningspartner Sander og jeg har netop sendt julekort ud til kunder og samarbejdspartnere. Det er en lille hjemmelavet kommunikationsfolder, som selv ikke Jørgen Klevin kunne have sakset bedre. Vi er spændte på, hvad folk synes om den.

onsdag, december 15, 2004

Når snottet rammer ventilatoren


December spidser til. Anne-Cathrine sveder over den norske samtidslitteratur og jeg skal have skrevet 25 artikler. Vi har begge deadline lige inden jul, hvis vi skal gøre os håb om at holde bare en smule fri, inden året er omme. Som om det ikke kunne have været rigeligt, er Anne-Cathrine tilmed hjemsøgt af hoste, snue og feber. Oh julefred, where art thou?

Heldigvis var vi så forudseende at købe julegaver i november, pynte op, knytte adventskrans og bestille togbilletter for længe siden, for lige nu er det som stormen før stilheden. Vi bliver to små, meget trætte nisser, der falder om i togkupeen den 22. december.

fredag, december 10, 2004

We march all night! We fight all day!

Endelig. Sejr! Vi har fået trådløs internetadgang, hvilket blandt andet betyder, at jeg kan sidde i sofaen, ude på græsplænen eller oppe på taget og stadigvæk være på nettet.

Det kan jo ikke nytte noget, at et internetafhængigt menneske som mig ikke kan komme på 24 timer i døgnet :-) Jeg finder alt på nettet, og det irriterer mig grusomt, hvis jeg ikke kan logge på og undersøge et eller andet lige med det samme. Nu kan Anne-Cathrine og jeg være på samtidig, så vi slipper for at vente på hinanden.

Min bærbare iBook har ikke været helt nem at få til at kommunikere med Stofanets kabelmodem, men efter en uges intense skudvekslinger og nervepirrende fægtedueller, fandt vi frem til en lille plastikfætter til USB-porten. Det er en DWL-122 fra D-Link, som ganske vist ikke kan udnytte 802.11g wireless teknologien fuldt ud, men det virker!

Jeg er en glad lille soldat, der synes, han har vundet over Stofanets onde Macintosh-ignorance. Tak til alle dem, som hjalp med gode råd og kæmpede ved min side i hardwarekrigen.

mandag, december 06, 2004

Den jyske infrastruktur


Søndag var vi i Haderslev til Pelles barnedåb. Det var meget familiehyggeligt og dejligt at se folk. Men det betød også, at vi skulle op 05:15 for at være fremme i Haderslev Domkirke klokken 10.

Der går nemlig ikke noget tog til Haderslev. Det har der gjort en gang, men i dag bruges skinnerne kun til veterantog for sommerturister. Byen er vældig fin, men søndag morgen er den særlig umulig at nå frem til.

Først med bus ind til Århus Banegård. Tog til Fredericia. Tog til Vojens. Bus til Haderslev. Pyh. Den anden vej gik der godt nok en overfyldt og ildelugtende X-bus til Vejle, hvorfra vi kunne tage et larmende tog til Århus og så lige en bybus mere.

Vi skal have en bil, og det kan kun gå for langsomt! Jeg er for træt, for gammel og for utålmodig til offentlige transportmidler i den skala.