onsdag, februar 09, 2005

Fire år mere med dødssyg blokpolitik


En valgaften er overstået uden de store overraskelser. Vi havde Christina og Søren på besøg, men selv om det var hyggeligt, hjalp det ikke stort på det samlede resultat. Vi kan se frem til fire år mere med højre-venstrefløjs blokpolitik og mudderkastning. Fire år, hvor vi må trække undskyldende på skuldrene over for omverdenen med hensyn til blandt andet fjendske immigrationsholdninger og tvivlsom omgang med FN-resolutioner og menneskerettigheder.

Centrumdemokraterne nåede desværre ikke over spærregrænsen. Minoritetspartiet og Kristendemokraterne kom heller ikke i Folketinget, og det er i det hele taget et sørgeligt faktum, at landets styrende organ nu er endnu fattigere på partier og dermed seriøse, politiske alternativer. Eneste lyspunkt er de radikales sejr, og jeg håber at de kan ruske op i oppositionens kampgejst frem til næste valg.

Anne-Cathrine kreerede i øvrigt en rigtig Mogens Rubinstein-lagkagediagrams-lagkage til lejligheden, som smagte vidunderligt.