torsdag, juni 23, 2005

And the living is easy...


Vi har talt om, hvor svært det er at følge op på de seneste to indlæg her på bloggen. Baby og bil. Hvordan overgår man det? Vi køber ikke hus lige foreløbig, og ingen af os opfinder en vidundermedicin inden for de næste par uger.

Well. Nu har vi været til Karens translokation på Svendborg Gymnasium og hyldet hende som nyudsprunget student med gaver, svensk lagkage (mums!) og spandevis af kaffe i Gudme. Det var super vejr og store dele af familien dukkede op og slog sig løs på græsplænen. Tillykke Karen!

Jeg har lige solgt en hjemmelavet kniv til en sær gut i Hong Kong. Når man sætter noget til salg på eBay, kan hele verden byde ind, og så risikerer man at komme i kontakt med de sjoveste mennesker :-)

I aftes var vi til Skt. Hans fest i Botanisk Have i Århus med Søren og Christina. Aftenen var blandt andet arrangeret af Poetklub Århus, og der var digtoplæsning og akademisk korsang. Hovedtaler var forfatteren Pia Tafdrup, men hun kunne ikke tale, bare snakke og hælde vand ud af ørerne. Åh gab. Heldigvis var der bål, børn og bajere, så det endte alligevel med at blive en hyggelig aften.