mandag, juli 18, 2005

Sol på næsen


Vi er netop vendt hjem fra en uges dejlig ferie i Grenaa. Syv dage mellem bøger, krydsord, yatzy og fastliggere. Dét trængte vi til!

Som det sikkert er flere bekendt, skinnede solen som besat i den forgangne uge, og når man bor i telt, betyder det kogetemperatur fra klokken otte om morgenen. Et rundt telt kaster ikke meget skygge i løbet af dagen, men heldigvis havde vi en parasol med, og når det alligevel blev for slemt, lagde vi os ned på stranden, hvor brise, bølger og havgus kølede os af.

Det var i det hele taget en rigtig luksuscampingferie. Foruden parasollen havde vi nemlig både cykler, lænestole, luftmadrasser, køleskab og standerlampe med. Sådan er det, når man har bil. Søren, det venlige menneske, kørte os nemlig til Grenaa Strandcamping og hentede os igen.