Oh boy! He threw the ball! He threw the ball!



Jeg går og bilder mig selv ind, at jeg ved noget om hunde. Eller at jeg gerne vil vide noget mere om hunde. Hvordan deres hoveder fungerer, hvordan man opdrager dem og hvorfor de reagerer, som de gør. Men hvis der er noget, jeg aldrig fatter, så er det hundenes utrættelige lyst til at hente de pinde og de bolde, man smider langt væk.



Af sted, af sted farer de med tungen flagrende ud af halsen, gennem ild og vand for at fange den løsslupne bold, uden den mindste omtanke for deres eget ve og vel. Frygtløse knalder de hovederne ind i nedløbsrør, murværk og tornede buskede i den altopædende kamp for at opsnappe det eneste lyksaliggørende i verden – bolden. Blot for at galoppere tilbage og aflevere den for fødderne af den, der lige har kastet den væk.



Det er leg, man som menneske bare ikke kan forstå, uanset hvor meget, man forsøger at tænke som en ulv. Og hvor kommer den energi fra? Mennesker må have et minimum af motivation for at spæne frem og tilbage og udføre nøjagtig den samme handling igen og igen, mens hunden end ikke stopper op et øjeblik for at blive klappet, rost og genvinde pusten.

Det er sært...