mandag, januar 31, 2005

Klosterweekend


I weekenden var Sander og jeg på Ørslev Kloster ved Limfjorden, hvor vi forretningsudviklede på vores virksomhed over en flaske Glenlivet. Det var hyggeligt og konstruktivt.

I morgen får vi to praktikanter i firmaet, og det er en glimrende lejlighed til at kaste nye boller på suppen. Vi gearer op og lægger verden under os! ;-)

mandag, januar 17, 2005

Same same but different


En god dag starter med et godt morgenmåltid. Müesli og yoghurt gør maven glad, og nu er min favorit Quaker Crüsli med chokolade blevet bedre – NU ENDNU BEDRE!

Ikke noget ”nu med 50% mindre fedt” eller ”20% ekstra i pakken”. Næ, min Crüsli er nu simpelthen blevet ENDNU BEDRE! Jeg har studeret emballagen, men er ikke blevet klogere på, hvorfor varen er blevet bedre. Det er den bare, hvis jeg skal tro fabrikanten. Skønt indholdet synes det samme som altid, og smagen stadig er lige god, så er jeg i mit morgenzombie-stadie så nem at påvirke, at jeg tror på Quakers påstand. Crüsli med chokolade er bare blevet ENDNU BEDRE...

tirsdag, januar 11, 2005

Nørderi og moderne tinsoldater


Jeg har lige lagt sidste hånd på mine otte Bretonnian Knights. Det har taget over et halvt år at lime, slibe og male dem :-) Er de ikke fine?

Ridderne er fra Warhammer Fantasy, som er et slags brætspil. Jeg har ikke samlet og malet figurer i mange år, men nu er det sjovt igen. Inden længe skal Sander og jeg i gang med at spille...

søndag, januar 09, 2005

Tak!

1000 tak for søde hilsner, smukke blomster og flotte gaver! Det er dejligt at blive fejret, og det er med til at gøre det virkeligt – har endelig pakket bøger væk og smidt notater ud. Farveller siger jeg bare :)

(...altså ikke nogen vigtige notater - hvis nu de har taget fejl, eller det hele er en drøm, og jeg skal skrive alt om igen!!!)

onsdag, januar 05, 2005

Det er fuldbragt!

Ja, så gjorde jeg det sgu!! Til stor forbløffelse for mig selv. Specialet blev afleveret mandag den 3. januar, og i dag kom den rare post med forhåndsgodkendelsen. Vildt.

Den helt store glæde har ikke indfundet sig endnu. Det er mest bare underligt – jeg har trods alt gået i skole i over 20 år, og nu er det slut. I hvert fald for et stykke tid :)

Men det er dejligt, at freden har sænket sig over det lille hjem – og så tror jeg nok, jeg skylder Kristian noget omsorg, varm mad og fjernbetjeningen. Uden ham var det aldrig gået. Tak skat!

lørdag, januar 01, 2005

Godt nytår!


Vi håber alle har haft en lige så sjov nytårsaften, som vi havde i går hos Christina og Søren. Billedet siger alt...