lørdag, juli 28, 2007

International Man of (too many) Hobbies
eller: Ti kokke kan ikke koge ét æg


Det er egentlig et luksusproblem, men det gør det ikke mindre i min hverdag. Jeg har mange… lad os sige ”interesser”. En hobby er vel først en hobby, når du dyrker den på fast basis – det vil sige måske mindst en gang om ugen eller noget i den stil. Jeg har mange potentielle hobbyer, jeg gerne vil gøre noget ved, men som drukner i hinanden, så jeg ikke får gjort noget ved nogen af dem. Dilemma.

Man of Hobbies
Som udstyrs-freak investerer jeg i så meget grej til en given hobby som muligt, før jeg rigtig får ført den ud i livet. Vi taler ikke svimlende summer her, men tit og ofte noget, der optager en masse plads i skuffer, skabe og hjørner rundt omkring. Jeg er i gang med at tømme mit værksted i Århus, som jeg aldrig fik brugt så meget, som jeg ville (mest fordi det lå i den anden ende af byen, bilder jeg mig selv ind). Nu ser jeg helt håndgribeligt, hvor meget de forskellige interesser har grebet om sig. Der er byggematerialer i alle tænkelige afskygninger, stort og småt værktøj, hele og halve knivklinger og –skæfter, cykelstel og reservedele til alt alverdens mekanismer, maling i bøtter og dåser, skitser til møbler og små kunstfærdige æsker, halvfærdige Warhammer-bygninger, fiskegrej, metaldetektorer, rygsække osv.

Når fritid nu ikke er det, der flyder mest af i gaderne, vil jeg forsøge at disponere både min tid og mine interesser bedre. Jeg håber at jeg stadig har lige så mange potentielle hobbyer samtidig, når jeg skal pensioneres en gang :-)

søndag, juli 22, 2007

Go north!

Så er vi faktisk flyttet til Randers... Det skete 15. juli på en lun formiddag uden problemer og med hjælp fra en håndfuld effektive flyttevenner. Tak for det, guys, og særligt tak til Hanne, der svingede kost og spand og skurepulver i et gear, vi sjældent har set magen til!


Vi er glade for den megen nye plads (fra 38 til 86 kvm) og vi er så småt ved at få rykket ind og tømt de fleste flyttekasser. Lige nu mangler vi at sætte lamper op og den slags :-)

Byen har generelt taget godt imod os. Det bliver spændende at gå på opdagelse i snævre stræder og kommunale renoveringsaftaler.

Siden sidste indlæg her på bloggen har vi fået bilen tilbage, men nu skal den så af sted på værksted igen. På vej til Christinas fødselsdag i fredags sprang vores højre baghjul i luften på motorvejen. Det hang i laser rundt om alufælgen og måtte erstattes af reservehjulet. Så er det vist på tide med fire nye sutter...